Kigger man ikke på den måde, der i dag skabes og kategoriseres sygdomme, falder man desto dybere over en tilsyneladende medicinsk tabuisering af normale personlighedstræk og tilmed ikke uden at lande et sted, hvor smerten straks behandles. Fysisk kan teknologien ”se” mere end, hvad der før har været muligt, hvorfor nogle mennesker diagnosticeres uden at have væsentlig afvigelse fra (krops)normen eller sygdom der nogensinde bryder ud eller kræver behandling – mere at se og imødese, således også flere ”fejl” at opdage, detaljere – og selektere.

Her er emnet imidlertid det mentale-kulturelle område. Men også det mentale anses i dag som detaljeret og fint fysik – og jeg skal ikke træde forgæves med en filosofisk diskussion af emnet ånd/materie eller sjæl/legeme, selvom jeg i sin tid skrev speciale om relationen mellem moderne læge- og hjernevidenskab og filosofi. Hvor rigtige og brugbare lægelige diagnoser imidlertid end er, og hvor helbredende, lindrende og gavnlig medicin er her, er mængden af tryghedsskabende mentale diagnoser fra 90’erne stigende med en teknologi under stadig udvikling, måske fordi vort samfund skaber flere syge. Man kan imidlertid spørge:

Spørgsmål uden beregning – eller allerede tilrettelagt (medie)kalkulation
Er også jagten på højt specialiseret teknologi, der er bekostelig at udvikle, sygelig – eller er det kun de sygdomme, dette apparatur ”uinteresseret” siges at opdage så tidligt, at de endnu vel stort set ikke findes. Man kan også spørge, hvorved jeg fritager mig fra at kunne svare entydigt eller ligefrem måleligt: bliver mennesker nu mere syge – og bliver de syge af tanken om den sygdom, de nu kan have hurtigere, mere uopdaget, tidligere, med en teknologi der næsten mistænkeliggør dem og efter langvarige undersøgelser piner en sygdom ud af dem, så det ligner en sen om end befriende indrømmelse? Sker dette, mens nogle læger uvægerligt får svært ved ikke at stille diagnoserne på vegne af markedets efterspørgsel mere end hovedsagligt menneskers trivsel, som markedet muligvis ikke trives med? Ville markedet, altså os som forbrugere, de politiske udmeldinger og sundhedsstyrelsens anbefalinger, medierne der ofte ukritisk gengiver forskningsresultater, og de store magtmonopoler, medicinalfirmaernes – ville dette så ikke udvikle medicin, der ikke bare tager raske hensyn til syge mennesker men til den pengemagt, der fx har stigende aktier i deres pillemisbrug?

Interesse i sygdom og i mennesker – fagkundskab og menneskekundskab
Spørgsmålene er muligvis så lidt værd, at jeg gerne rejser dem gratis – du, kære læser, har jo netop ikke betalt for den her følgende, afmålte irritation, jeg ligefrem opfordrer dig til at gennemgå på et ansvar, man næppe kan henregne til samfundets offentlige instanser eller kategorisere som mental sygdom. De er også for mange at tage stilling til for den syge, der i sin skrøbelighed selvfølgelig lader fagkundskaben sejre til fordel for sin egen desto mere uvedkommende selvforståelse – og med god ret når fagkundskab også er menneskekundskab.

Men hvad forstår marked og naturvidenskab så ved mennesket? Med lægernes, markedets, medicinalfirmaernes og vor egen øgede sygdomsgørelse udtrykkes der ikke bare øget nødvendighed af behandling men flere unødvendige muligheder for at gennemføre den, men herunder også et politisk behov for at kategorisere og styre mennesker, der lettest behandles i kasser. Særligt hvad det mentale angår, er det derfor muligt at antage, at der kan forekomme en indsnævring af hvad ”det normale” er, og dette kan også være markedets behov for at producere og sælge kommende sygdomme, der endnu uforståede og værdsatte kan aftage behovet for stadig større teknologisk præcision.

Det er godt at få en rigtig diagnose og at kunne behandles rigtigt medicinsk. Naturvidenskaben har udviklet metoder og viden, der har ført til betydelige også humane fremskridt for mennesker, netop qua dens præcision, der ofte vel mere er en fascination af viden end en trang til at bruge denne humant. Ligeså vigtigt er det imidlertid at blive behandlet af mennesker og menneskelige interesser i sundhed og ikke rent faglig interesse i kropslig mekanik eller medicinske dogmer, i det omfang disse kan tilsidesætte personlig indlevelse og dømmekraft og mere altså behandler kroppen end det menneske, der nødigt ser dens mulige dømmekraft medicineret bort. Antages Bohrs tanke om, at vores måleinstrumenter og teknologi indvirker på det, der undersøges, perfektioneres også vores sygdomme, idet de måleligt konstateres, og biologer kan finde sygdommes særlige egenart og rene og skønne videnskabelighed uimodståelig, da der må ligge stor uudforsket tænksomhed i sygdomme, der kan gennemskues så tænksomt – en magt, der har skabt så detaljerige sygdomme, det for ny teknologi, og deres lægelige forbrugere, er muligt at forstå som øget og stadig finere livsindhold, de troende bindes til at nedkæmpe?

Det er den faglige og økonomiske rene interesse i sygdom, der risikerer at føre til en politisk indsnævring af, hvad det accepterede menneskelige er, og den der kan fastholde og forstærke et ængsteligt behov for at se os defineret af styrbar kategorisering, der kommer udefra. De styrende magthavere kan antages at være optaget af, at dette problematiske menneskelige ikke kommer utidigt indefra, førend det allerede ser sit udtryk medicinsk og kropsligt behandlet og som sådan egentlig afværget. Hvad der overbehandles og måske nedvurderes medicinsk kommer ikke til udtryk menneskeligt, hvis altså man forudsætter den tese, at der ikke bare i dag forefindes gavnlig medicinering, men også overmedicinering. Det er særligt det, der kommer indefra, der tilstrækkeligt medicinsk ubehandlet risikerer at blive desto mere kritisk overfor magthavere, der derfor vil kalde kritikken – sygdom, førend den høres fx som krav om humanitet, en forstyrrende kritik af det samfund de forvalter, og som magthavere derfor taler om med gloser ikke just hentet fra forståelsen af en naturvidenskabelig og sygelig betændelsestilstand.

Men hvis alvorlig sygdom ikke bare behandles gavnligt og humant med medicin, men læger også, uden at ville det, lukker munden på nogle af de ”syge” mennesker, der virkelig kunne sige noget om samfundets tilstand, hvis de umedicinsk fik lov at udtrykke det, kunne det netop betyde: at de produktive, og derfor deklarerede sunde, der ikke skal kæmpe for deres raske ytringsfrihed, ikke anser en sådan kritik som sygelig, men som vedkommende. Meget overdreven sygdomsgørelse kan være en måde, hvorpå at degradere visse menneskers synspunkter – og der bliver færre synspunkter, hvis deres indehavere får overdrevent medicin imod disse sygdommes kritiske karakter.

Medicin mod mentale sygdomme kan tabuisere normal-moralske områder ved at opfatte dem som syge, ligesom den heldigvis kan afhjælpe tilstande, der ødelægger og forstyrrer menneskers virkelighedsoplevelse. Ligeledes skærpede de mange år, der gik med interesseret indsnævring af borgerlig moralitet konflikterne i det danske samfund: magten, syntes det, lagde mægtigt og ængsteligt vægt på en reaktiv definering af hvad det menneskelige er, en angstens og nagets forsvarsposition, og den kan også have medicinske former. Når det accepterede menneskelige også var mest ”normalt” og snævert, forstærkedes en idefattig mentalitet, der syntes afhængig af negativ forsimpling fremfor fx en frisindet og åben udfoldelse af den menneskelige forskellighed og kreativitet. Og også med sygdom kan det betyde overvejende at forstå mennesker ud fra forhold, det ikke er herre over eller føler sig angrebet af, ligesom den store mængde af syge offentligt forsørgede kan opfattes som samfundets degradering af mennesker til deres alment anerkendte og nedvurderede nødværgesituation. Sygdom skaber moral – også for dem, der ikke har den.

Sygdom skal behandles, opgaven er vigtig og aldrig let, og mange læger gør et flot stykke arbejde, der hjælper og gør en stor forskel for syge. Men mennesker skal ikke strukturelt overbehandles og gøres mere syge end de er, heller ikke selvom vores samfundsstruktur skaber mange syge. Heller ikke i det helt overdrevent forhastede samfund bør medicin erstatte menneskelig deltagelse, jo mindre det altså er målet med den. Tænk på sidste gang du var til læge: blev der spugt til dig eller blev der spurgt til din krop? Hvor du håber på deltagelse, ønsker din krop helbredelse; du kan forstås, din krops kan behandles. Men ved at behandle dig, som var du alene krop, er det muligt ikke at involvere dig menneskeligt, hvilket egentlig fordrer, at du straks uddanner dig som læge og derefter forstår din sygdom rigtigt hvis ikke den har taget livet af dig gennem et alt for langt studie præget af den sygdom, du kun for langsomt forstår mere af.

Manglen på deltagelse og diaglog udtrykkes måske i den stigende brug af medicin hos praktiserende læger, der kan udtrykke den tidssvarende opgivelse, der har en vis gyldighed og er tilskudsberettiget, og måske kommer den, manglen, også til udtryk i de diagnoser som DAMP og ADHD, der tillader læger at behandle børn med amfetemin: et behov for at vi forstås lige så meget som vi behandles. Det viser sig også indenfor dele af psykiatrien, hvor det gennem de senere år har vist sig, at meget syge mennesker får så meget medicin, at de risikerer at dø af hjerteproblemer: der lægges rådvildt nye præparater oveni, og de gamle fjernes ikke – piller kan ikke være erstatning for kærlighed, og det er ofte urentabelt at hævde, at vi stadig skal elskes, og at kærlighed kan helbrede, da man typisk ikke betaler for den sidste og i hvert fald sjældent får, hvad man har betalt for.

Offentligt forvaltet kærlighed?
Men er ønsket om kærlighed nu verdensfjent overfor en række biologiske og fysiologiske og materielle realiteter, der ikke ændrer sig bare, fordi man taler sødt til dem? Kan man betale nogle for at behandle os med kærlighed, hvilket ligefrem kunne betyde: elske os?

Mange mennesker bliver i dag netop behandlet, eftersom samfundsinstitutioner og medier varetager mange af vores interesser og ansvaret for dem, men det kan også siges anderledes: vi bliver styret, mødt, svigtet, hjulpet og diskvalificeret af det offentlige, hvor vi er sager, og af medier, hvor vi er rentable aftagere af deres produkter, der jævnligt taler ned til vores muligheder og derfor ikke fører til flere af dem. I medierne fastholdes vores interesse i os selv fx ved ukritisk at videregive nye videnskabelige ”fakta” om forebyggelse mod sygdom, der leder tanken hen på, at der tænkes meget på den, at de hele tiden skiftende ”fakta” skal opretholde interessen i ny medicin og nye produkter, at vi selvbeskyttende skal lukke os selv omkring vores eget ego men dermed også lukke af for indsigten i en bredere og mere meningsfuld omsorg. Det sidste kunne udtrykke samfundsansvarlighed, men har vi ikke betalt andre for at varetage den – når ikke vi altså usagligt forarges af usaglige mediers allerede tilrettelagte forbitrelse, altså aftager deres stærkt underholdende produkter?

Men hvis frisind og omsorg, der ubetalt ser udover vores eget ego og viser sig større end interessen i de penge, den ikke koster, hvis altså uinstrumentel og uforvaltelig kærlighed er blevet mere nødvendig, kan den udtrykke sig i en øget humanisering af de danske systemer, herunder markedets sygdomssystemer. For et velfærdssamfund, der i alt gør sig afhængig af forvaltning og planlægning, kræver dette god tid på de spontant rigtige tidspunkter og dette med fx Løgstrups og humanismens tro på: at det spontane og sprudlende er godt og frigørende. Holdes vi fast i vores systemer, vores beregning, vores kvoter, diagnoser, af nettets skabeloner, af de uspontane tilrettelagte budskaber, der så kan opfattes som tvingende (nødvendig) – behandling? Vi behøver efter min mening ikke mere måleligt kalkuleret (medie)planlægning, der effektueres udfra allerede behandlet kassetænkning, hvor samfundets behandlere bare skal overholde normen mere end interessen i de mennesker, der derved gøres afhængige af den – og højst interesseret i dens målelige ”værdier” som var talværdier moralske kategorier.

Fremtiden som personlig deltagelse?
Man kan antage, at mennesker har bedst af at blive behandlet som de hele personligheder, de er, og ikke som de kunstfærdigt opdelte (sygdoms)kategorier, de lettest kan styres og planlægges med. Det sidste sker fx i medierne ved at der doceret fremlægges nye statistikker om sygdom, nye ”fakta,” der styrer og opretholder efterspørgslen som den mentalitet, der er nødvendig for at have den. Mennesker tænker meget på de sygdomme, de endnu ikke har, og disse tanker erstatter andre, da vi jo ikke kan tænke på alting og derfor må vælge, hvad vi tænker på, hvis ikke andre gør det for os. Tanker om egen sygdom, der er en luksus for det rige samfunds udviklede teknologi, kan fx erstatte tanker på de reelt mest udsatte i vores samfund, der nok mere end lægelig behandling får kærlig behandling i medierne, eller på at virkeliggøre alle vores muligheder: ikke reaktivt beskyttende men aktivt skabende. Mit synspunkt er: det er bedre at tænke på hele mennesker end ordinerede sygdomme, der kun siger en smule om ”dem” men stadig ofte udelukker megen af ”deres” samfundsdeltagelse og seriøsiteten, hvormed ”vi” hører deres meninger.

Hele mennesker er stadig hele mennesker, selvom de er delvis syge, og det er muligt, det netop er deres menneskelighed og ikke bare den medicin, de får, der kan gøre dem mere raske. Men ellers er det af hensyn til overmedicineringen i øvrigt også en mulighed at diagnosticere hele personligheder så hver enkelt kan få en særligt udviklet pille mod sig selv eller gennemgå et instrumentielt indgreb, som individet igen begriber meningen med, hvis det fx nedsætter behovet for søvn og restituering, gør os mere effektive og lader os mene, at dette er lykke.

Selv for højt præsterende, der gerne undgår samtaler af hensyn til det oplagte tidsspil, giver det imidlertid vel endnu ingen mening, at en læge fører en samtale med vores krop uden at ville høre vores egen – mening. Så måtte vi teknologisk straks opgradere forestillingen om kroppens bevidsthed og sprog eller i høj grad mene, at vi er teknologisk irrelevante at høre på, fordi kroppens målelige biologi er klogere end vor egne følelser. Men den delvis rådvildt fabrikerede og automatiserede diagnostisering af menneskelige sygdomme, altså de (målelige) symptomer, der automatisk og systematisk udløser diagnoser, hvad jo også har store og hurtige fordele, kan nuanceres og drejes til en mere indlevet interesse i, hvad mennesker indeholder uden at dette dømmes eller mistænkeliggøres medicinsk for sin frimodige menneskelighed, der med et vist gran af ikke induceret glæde naturligvis straks må opfattes som mani.

Fremtiden som nutidigt og politisk problem
For hvad med fremtiden, der godt kan anses som et nutidigt, men også et glædeligt problem? Det fremtidige er ikke et forløb af nye teknologiske opfindelser, hvis berettigelse ligger i at nødvendiggøre flere sygdomme, der nærmest vel selvstændigt mangler medicinsk induceret humor. Det kunne også være mere usystematisk personlig deltagelse, der, ved ikke at forsvare sig mod kommende kriser, undgår at skabe forventningen om dem – og derfor også kriserne selv.

Hvis det i dag, som det ligger i socialdemokraternes og samfundets perspektiv- og finanskrise, er mere synligt, at flere usynlige ånds- og moralværdier må træde i stedet for allerede forvitrede (penge)midler, er der ikke bare skabt et meningsløst hul at se ned i, men også et glædeligt hul at fylde spontant op og gerne med kærlighed. Således udtrykker krisen behovet for, at humane perspektiver træder i stedet for dem, der overvejende var styret af uhæmmet forbrug, man ikke medicinerede imod. Det er imidlertid mere krævende at se frem og skabe visioner end det er at fastholde samfundets allerede gældende midler, forvaltning af det allerede kendte er lettere end stillingtagen og nyskaben, og derfor kan udsete lidelser, man værdsætter som passivt fremtidsindhold, sørge for, at vi ikke gør det, da lidelsens intensitet og frygten for den afstedkommer et konstant smertefuldt nu-fokus. Dette fokus kan være penge værd, men det kan mindre de politiske visioner, fordi de ikke er ”resultater,” men med et dejligt ord kan kaldes drømme, der verdensfjernt siges at fjerne blikket fra de bydende materielle kendsgerninger jo mindre altså drømmene tilfældigvis handler om rigdom.

Dette gør de – i det omfang de overhovedet er formuleret. Men lidelserne kan ikke bare formindskes gennem personlig deltagelse og ægte omsorg, der betyder så meget for os mennesker, gennem udvist og ægte kærlighed, vi faktisk har svært ved at holde tilbage, fordi vi elsker og bør gøre det så meget vi kan. Lidelserne kan også helbredes gennem kærlighed, gennem positive ideer, sammenhængende politiske visioner og perspektiver til, hvad fremtiden kunne indeholde. Herved kan mennesker, med mere tid, glæde sig til fremtiden, fordi den er søgt beskrevet i mere end materielle, målelige og resultatorienterede termer, og man derfor ikke tvangsmæssigt skal forsvare sig mod fremtidens uvisse indhold ved at opfinde og fastholde forløsende fjendebilleder i den – de kan være sygdomme, og de syge kan være mennesker. Medicinsk bedøvelse kan nedsættes – human forståelse sættes højere.

Lidelse som system og offentlig forvaltning
Forståelse er noget andet end behandling. Det offentlige behandler vores sager og forventer også tilpas gyldige lidelser, der meget vel i det mindste opnås, når vi behandles af det. Skal vi i dag præstere en lidelse gennem lange offentlige undersøgelser for at få dens diagnostiske anerkendelse uden reel menneskelig genkendelse, så undersøgelserne i sig selv bliver så trættende, at man bliver syg af at gennemgå dem – så er det muligt ikke længere at foretrække det offentlige – med de midler, offentligt behandlede ikke har. Fordi så mange mennesker behandles, og en stor del af vores samfund har ”forhold” og ”sager” ved det offentlige, der ikke gør det unødvendigt at læse Kafka – for at få midler, der ikke er værdier, er de offentligt behandlede, altså hele den danske befolkning, derfor også afhængige af denne forsørgelses ligefrem middel-mådige moral og umoral. Uden om bestyrtende kategorier og sygdomme, der måske tabuiserer almindelige personlighedstræk, fordi de ved at være markedsegnede blot stadig ikke er tilstrækkelig menneskeegnede, kunne man imidlertid offentligt behandle mennesker med privat fremtidshåb uden praktisk at trætte forestillingen om, at dette har personlige chancer for at virkeliggøre sit fremtidige indhold.

Diagnoser som ADHD, en række mentale lidelser som depressioner og nogle skizofrenier, kan fx anses som ikke bare biologiske betingede og uigendrivelige fakta, der ved antaget at være rent darwinistisk arvelige reducerer menneskers miljømæssige og frihedsbetonede, almindelige og ikke lægelige mulighed for at påvirke deres eget liv, uden at skulle have lægelige autoriteter til at gøre det for sig. Denne sygdomsforståelse ligger op til, at det ikke er samfundet, der er forkert indrettet, så megen sygdom kræver ændringer af det, hvorved mennesket placeres i en tilstand af afmagt eller genstandsgørelse, mulighed for at påvirke eget liv, der alene skal reageres medicinsk, teknologisk eller genmanipulatorisk på. De nævnte sygdomme kan simpelthen være udtryk for manglende fremtidshåb, et for krævende marked og generelt alt for hårde betingelser for mennesker, der har mere behov for helt normal humanisme end mennesker der mere produktivt, og med vellykket adspredelse, kun sjældent savner den og derfor heller ikke bliver syge, anfægtede, stigmatiserede og tabuiserede, når samme humanisme udebliver og ligefrem udeblivende sættes i system.

Hvis det er samfundets offentligt forsørgede mindretal, der siger mest om dets dårlige sider ved at blive syge af dem, hvorved de alligevel bekræfter systemets love ved sidenhen at måtte lade sig behandle af dem, så kan normal humanisme jo ønske sig det store flertal effektivt medicineret. Med så stærk en selvforglemmende vilje til at arbejde, måtte dette flertal meget vel lade sig medicinere for at kunne tage den ellers udeblivende slapper, der ikke bare beriger samfundet, men koster dets underste repræsentanter dyrt og tilmed ofte sikrer, at deres ofre ikke bliver hørt.

Misbrug og psykisk sygdom – fakta.
Fx skriger det til himlen, som stoffer midlertidigt tilvejebringer og siden vist nok vedvarende afskaffer, at der stadig kan gå meget syge og ubehandlede stofmisbrugere rundt i vores land med sår, koldbrand og enorme lidelser. Men fra marts 2009 har der været foretaget et forsøg med udlevering af og kontrol med lægeordineret heroin med 160 deltagere – der er gode resultater, forbedring af misbrugernes kognitive, sociale og helbredsmæssige tilstand – også når misbrugerne beskriver det selv. Det handler vel ikke her i første omgang om helbredelse, da mange er i sociale omstændigheder samt er så fysisk ødelagte af misbruget, at det næsten er umuligt, men det kunne handle om at bedre deres tilstand og sikre, at de kan leve stabilt og trygt – og det er groft og inhumant, at politiet særligt siden Nyrup-regeringerne, der ikke jagtes i gaderne selv, i gaderne jagter mennesker, der er alvorligt fysisk syge og stresser dem, hvad fører til øget dødelighed.

Tilsvarende bør man kigge på antallet af hjemløse og bedre deres situation uden at presse dem med lave ydelser. Det er meget ulykkeligt, uværdigt for vores samfund og enhver form for humanisme, at der er så lav en politisk interesse i virkelig at ændre forholdene for disse to grupper – den sidste er næsten altid skadeligt alkoholiseret, men generelt er vores alholforbrug i Danmark højt, hvilket kunne forklare, at Europas mest berusede danskere føler sig som ”verdens lykkeligste folk” samt have årsag i, at samfundet i høj grad presser mennesker, der, både med det og uden det, godt formår at presse sig selv, også med den moral, der ellers mere er samfundets. Hver dansker over 14 år drikker i gennemsnit 11,1 liter ren alkohol om året. 24,3 procent over 15 år drikker over sundhedsstyrelsens risikogrænse, og 122.000 børn vokser op i familie med alkoholproblemer med tilknyttet sociale problemer og problemer med vold.

Med hensyn til psykisk sygdom lider 200.000 af depressioner, et meget stort antal af angstilstande, der ofte er sammenhængendem, mens 15.000 lider af skizofrenier. Der er, som påvist i Dagbladet Information sidste år, mange mennesker, der får store mængder medicin mod for meget medicin og denne mængdes bivirkninger, og for en række forskellige nødværgelidelser som angst og posttraumatisk stress, behandling, overbehandling der ofte medfører, at mennesker ikke længere ”kan mærke sig selv,” til ”klokke-agtige tilstande,” social deroute, og af afhængighed af de meget kraftigt påvirkende benzodiazepiner, der ligner morfinpræparater og da mildest talt også gør mennesker meget afslappede – og afhængige, hvorfor gavnen er størst for desperate, der over længere tid tilmed bliver mere desperate af at misbruge stoffet. Dertil kommer et stort og ikke helt klartlagt misbrug for Hash samt hos unge generelt forbrug af MDMA (extecy), amfetemin, hash og LSD, der i de uhæmmede 70ere blev brugt mod behandling af psykisk sygdomme – og førte til flere af dem.

Misbruget af sådanne stoffer er også kendt blandt de godt 15.000 skizofrene og psykotiske, der med sundhedsstyrelsen ord jo lider af symptomer, der er urealistiske, umulige eller ikke kulturelt accepterede – kulturen nævnes ellers ikke meget på dens egen mildest talt temmelig kulturelle hjemmeside. Hvad de sidste angår, findes der hos Sundhedsstyrelsen anbefalinger (hvor oplysningerne er hentet, se www.sst.dk), der ikke effektueres – herunder oplysning om sygdommens karakter og uddannelse i den, utilstrækkelig tereaupeutisk behandling og udeblivende behandling med fysisk aktivitet, ligesom oplysningsniveauet på sundhedsstyrelsens hjemmeside nok forekommer informativt, men også overvældende, rodet og formelt. Mange tekster her ligner, som jævnligt også på de psykiatriske hospitaler, ikke indlevelse eller deltagelse og forståelse, men snarere uforstående faktuel opregning, der nærmer sig det vrangvillige eller afstandstagende, dvs. tilfredsstiller det højt vurderede informationsbehov men ikke den mere mangelfulde deltagelses- og uddannelsesnødvendighed.

Generelt er sengepladserne også til sådan psykisk syge blevet reduceret siden 80érne, og i stedet er der oprettet psykose-teams og lokalpsykiatri, der nok behandler de syge i nærområdet, men delvis også synes præget af utilstrækkelige sygeplejersker og læger, der har rådvilde og ensidige medicinske tankesæt, som opgiver den skizofrene, hvilket kan ske stabilt medicinsk, og undervurderer den almindelige forekomst af mange af de samme parametre i alle psykiske sygdomme, og som findes hos alle mennesker, i nogen grad. Dette er angst, ensomhed og isolation, mangel på selvværd, skyldfølelse, nedsat funktionsniveau samt sociale problemer, fx med at knytte venskaber og at fastholde dem. Der mangles en høj grad af indlevelse, af stor og afgørende tilkendegivelse af sympati og kærlighed, der karakteriserer de formaliserede strukturer i det store og udviklede velfærdssamfund og ofte kan virke som mangel på forståelse, mangel på vilje til forståelse, eller direkte apati, som behandlere ikke behandles medicinsk for.

Fortsat lidelse som system og offentlig forvaltning
Det faktuelt registrerende velfærdssamfund, der nærmer sig talmæssig overvågning af dets mange klienter, men ellers er præget af nogen mediemæssig forvirring, leflen og vrede mod registrerede mindretal, særligt hvis de stiger eller har politisk gruppebestemt miskreditterede hudfarver, kan stadig godt opregne sproglige former for ligefrem modstandsdygtig – kynisme og apati, forståes dette?

Men i Danmark har vi et helt enestående (behandler)samfund, som særligt socialdemokraterne har ære af, om end det ikke længere synes at være ”deres århundrede.” Den økonomiske og kulturelle krise sætter imidlertid igen en skærpende lup på de svageste i vores samfund og på de velfungerendes forventede præstationer, der er i markedets interesse, men, ved at være det, ikke nødvendigvis er vores eller alles, jo mindre vi delvis ser småligt på os selv og velvilligt reducerer os til behov, der ikke tilfredsstiller helheden (i os selv) og heller ikke giver ørenlyd til de skrøbeligste dele af den, der måske ikke bare gøres syge af hensyn til dem selv. Og her er vores ”forventede præstationer” jo netop ”vores.” – Det er ikke alle de menneskers, som sygt er sat på sidelinjen og ikke kan deltage i den hektiske produktivitet, der gør dem syge, fx de psykisk syge, der må have flere midler og mere kærlighed og ikke bare den ofte gavnlige men kun symptombehandlende medicin.

Politikerne taler og taler ikke om lidelserne i systemerne, forvaltningens kvotemæssige koldblodighed og kynisme, som de velhavende mærker mindst, men om det behov for produktivitet og rigdom, der fritager indehaverne af den fra den umyndige og dominerende følelse af forvaltelig tilsidesættelse. Men betyder produktivitet også mere sygdom? Hvad med at tale om mere menneskelighed, om det ”humane ligevægtssamfund,” hvor det ikke er de målelige værdier, der er i højsædet men den mentale indstilling, der ikke med det samme gør sig nødvendig for alene at skabe funktionelle materielle resultater, men på vejen ser, at disse kan være en flugt fra den humane retning i dem.

Sygdomsgørelsen udtrykker, i det omfang den er og kan være skærpet og indsnævret og medicineret moral, arbejdende og højtpræsterende angst, at vores samfund har et for højt tempo og stiller for store krav til præstationer og af systemet godkendte lidelser, samt for lille forventning til mennesker. Sygdom og sygdomsgørelse kan derfor også være udtryk for et markedsmæssigt snævert begreb om det menneskelige som: det rent rationelle, effektive, målelige og økonomiske – eller det menneskelige når meningen ligger i at være syg og at blive rask efter man nok engang har overskredet den gænge sundheds målelige parametre og ængsteligt ønsker sig tilbage i det offentligt forvaltede normalområde.

Humanismen mellem drøm og praksis
Også i det offentlige kan opfattelsen af mennesker gå imod mere ”brede,” tolerance, respekt og mangfoldighed, så den menneskelige kreativitet kan udtrykke sig uden mistænkeliggørelse, der også kan få medicinske former. Mange offentligt ansatte gør et godt stykke arbejde – og klager over mangel på tid og midler. Men tillid til mennesker kan løftes af, at vi gives et sundt ansvar uden opgivet at blive placeret på sidelinjen af samfundet, hvor vi derudover fastholdes i interesseret og moralskabende nedvurdering. Nedvurderingen skærpes i denne tid, da krisen gør, at det handler om at få flere i arbejde og spare penge, så der politisk og mediemæssigt bruges stærkere midler, herunder de moralsk nedvurderende, udelukkende og stigmatiserende, der navnlig steg med Fogh, og hvem man ofte savnede offentligt behandling i medierne, mere for magtmisbruget end diagnoser, der vist nok ikke blev stillet eller stillet rettidigt.

Et inkluderende samfund bedømmer nemlig ikke mennesker hovedsageligt efter rent målelige kategorier, der aldrig bliver værdier, stive diagnoser, men elsker mennesker som mennesker uden først at anse dem som ligeværdige med teknologi, for ikke at sige som teknologi. Alle kan gives det ansvar, de kan varetage uden at overbelastes – eller de kan få lov til: at tage det selv. Dette betyder imidlertid også at sætte farten ned for alle dem, der allerede er overbelastede og får medicin eller bruger alkohol, så de produktivt ikke mærker det – i dag drikker mange, 500.000 danskere anslås at have problemer med det, ligesom danske unge er dem, der drikker mest i Europa. Mange ellers arbejdende mennesker får også i dag medicin mod mental dårligdom, fx beroligende medicin og sovepiller, og hvem kender ikke blandt de nærmeste mennesker, der har fået stress – ikke ved at være sig selv, men ved ikke at være det i det, der omgiver dem. En menneskeforståelse, der ikke uddanner mennesker til markedet, men uddanner mennesker til at blive hele mennesker, fokuseres der for lidt på, fordi sigtet på ikke medicinsk nedjusteret resultat og effekt, der ligner affekt, overbetones snarere end et fokus på proces, fællesskab og samhørighed.

Vores samfunds borgere behøver ikke i opmålte procenter være disciplinerede konkurrenter, jo mindre de kropsmåleligt er blevet biologisk afhængige af det, samtidig med at arbejds- og menneskekvalitet skærpes af desto større krav, der overvejende reduceres til funktionalitet. Funktionalitet er krav om resultater, resultater synes i dag målelige mere end de er menneskelige: de skal gøre sig bemærket, de skal være ”nu” og kan ikke vente på, at vi får en slapper og lader os det hele være ligegyldigt, hvilket jo netop, hvis det forekommer langvarigt, opfattes som sygdom.

De større krav bliver til markedets ”kompetancer” og ikke menneskets ”dannelse,” fordi kapitalismen dermed mener at kunne skærpe menneskers kvaliteter: ved at presse dem. Samfundets magthavere, der overvejende ikke er de medicinerede, lægerne, politikerne, medicinalindustrien kan passende kombinere højt specialiseret mangel på menneskelig deltagelse med almindelig indsprøjtet menneskelig respekt, så vi igen bliver et ”vi,” dvs. fælles om et humant projekt. Socialdemokraterne kan igen beskrive et sådant projekt, der ikke bare er forvaltning og resultat, men som er egentligt humant, dvs. tanker hvormed vi styrker kærligheden til mennesker uden at gøre os selv og samfundets institutioner afhængig af, at de hele tiden skal præstere noget – for at få vores anerkendelse. Vi kan fra de ydre ”kompetencer” (der jo er afledt af ordet: konkurrence) gå over til indre ”human dannelse,” der ikke bare producerer og behandler det menneskelige, men betragter det.

I et demokratisk og favnende fremtidssamfund kunne man have fag i skolen som ”humanisme” og ”kærlighed.” Humanismen er ikke ufejlbarlig, ligesom den ikke er selvfølgelig – og det er stadig muligt at gøre det forkerte i det godes navn, også ved at man, som jeg, kalder det gode det humane og mindre finder det i massens skabeloner end i individets frihed og selvstændighed – og dets ansvaret for at bruge dem.

Men humanismen udtrykker imidlertid, som grundlæggende præmis, en kærlighed til det hele og helende menneskelige uden dermed at være så klog, at der forefindes ofre i dens verdensfjerne navn, en humanisme der stadig kan lære, som netop betragter mennesket som uudgrundeligt og processuelt mere end som et udtømmende krav om resultater, der fjerner opmærksomheden fra de meget gerne åndelige processer, der er årsag til dem. Humanisme gør sig, uden nødvendigvis at gøre mennesket til altings mål men til et vigtigt mål, alene afhængig af kærlighed, af den grundlæggende respekt for hele mennesker og deres integritet, som medier i dag beklikker ved at føre sager, der handler om underholdende menneskers mangel på troværdighed, samme medier, gennem doceret nedgørelse, jævnligt udelukker deres mulighed for at genvinde.

Dette gør den, fra Machiavelli, Thomas More og Erasmus af Rotterdam ved at kritisere den bestående magt fra en position, hvis balance kan kaldes humanisme, der står udenfor og over tiden med den kritik, en sådan har brug for og ikke altid ønsker blik for – og derfor heller ikke tør indse eller publicere. Ved ikke at forskrive sig til tidende rådende dogmer og samtidig ikke gøre sig afhængig af en forudsigelig position, historiens råden ikke kan præge med ny indsigt, lægges der vægt på et kritisk punkt, der ikke helt kan realiseres og derved vedblivende og humant fremstiller det utilfredsstillende og mangelfulde i magtens ubesværede og raske gang, der meget uvel kører henover samfundets allerede syge og besværede. Dette punkt er måske udtryk for det menneskelige væsen, som udtrykker sig i kunst og derved gør humanismens evige længsel, dens fordrende afstand til de praktiserede realiteter, til et skønt problem, der ikke søger endelig løsning, men den stadig vågne opmærksomhed, der pirrer tanken om sagesløs og uafhængig retfærdighed, man stadig kan finde hos uskylden. Nok er humanitet en del af menneskets væsen, men det er næppe menneskeligt muligt, for at tale Heidegger, at præstere dette hele væsen praktisk, og herved er vor drømme om livet ligeså vigtige som den stedsevarende materialitet, der ofte på forhånd underkender deres mulighed for virkeliggørelse som ikke praktiserbar ønsketænkning og verdensfjern illusion.

Humanismen drømmer. Dermed viser den, at drømme ikke er verdensfjerne men nødvendige som moralsk supplement til virkeligheden, og når den fx blev associeret med oplysningstiden, der fra rationalitetens og fornuftens side lagde vægt på den menneskelige frihed, kan den meget vel gøre det samme fra den side, der ikke enkelt lader sig ordne. Dermed blotlægger den det potentielt eller delvis gale i enhver ordende bestræbelse, der mener at være så ”færdig,” at en sådan kan realiseres praktisk som retfærdiggjort utopi eller ideologi – dem, der i virkeligheden synes hævet over enhver relation til praksis og derfor ser stort på denne praksis` menneskelige ofre og omkostninger. Målet er plads til det mennesket er, at kritisere det utopiske og forivrede og blinde i vor egoistiske stræben, at minde os om den virkelighed, der er større end den tidssvarende og praktiserede. Dette kan ske gennem kunst, gennem kærlighed til vores mangelsider, gennem lykke vi fremstiller og skuer, men aldrig helt opnår, gennem skrøbeligheden vi ser mildt på som et barn, der skal beskyttes mod denne verdens gru og forblive i sin verden af drømme, vid og leg, der ikke har glemt den umiddelbare visdom, som en sart påmindelse i den voksnes senere visioner. Dette er mennesket der ikke køligt bare forvalter, ordner, diagnosticerer, måler, behandler, systematiserer, praktiserer og opdeler, men drømmer, elsker og leger, ikke fornedret og desillusioneret bekendt med denne verdens forudsigelige dårligdom, som vi rent faktisk hovent mener at kende og kende alt for godt just som vi mener, at der ikke findes andet.

Et fremtidssamfund kunne fokusere mere på balance end paranoia og konkurrence, mere på overensstemmelse end konflikt, mere på ligevægt end den produktive uligevægt, hvorved visse markedsegenskaber skærpes, mens mere almene menneske- og humanistiske egenskaber forsømmes og derfor først kræver sin ret – som overrumplet sen sygdom eller pludselig ubetænksom krise. Dette kræver muligvis orden i vores begreber om, hvad det menneskelige er og en sart og smuk følsomhed overfor det, men kræver det også at vi teknologisk griber ind i det?

Humanismen findes i vores samfund, ligesom kærligheden og håbet, både i vores systemer og i dele af vores diagnostiske velfærd, men den kan styrkes ikke ved at være utopi og kræve store teknologiske omvæltninger, men ved dagligt at realisere en øget kærlighedsindstilling, der, hinsides desperationens krav, ikke behøver dem. Men håbet til en pille, man mener kan fremme kærlighed og humanisme, ”den medicinske humanisme,” der ikke skal præsteres men induceres, kan, blandt den forskning, der også fører til mange humane resultater, godt behæftes med effektive videnskabelige interesser, der mere har interesse i teknologi end i de mennesker, hvis reaktioner muligvis kan beregnes med den, og herved rejses igen spørgsmålet: fører fri forskning til mere – frihed?

Virkeliggjort kunne håbet kaldes stofmisbrug. Meget vel gør det os lykkeligere.